Husk disse ting til campingferien
For førstegangscampere kan sommerferiens campingferie sagtens virke skræmmende og uoverskuelig – især hvis du er vant til charterferier, hvor alt bliver serveret. De mange gode fordele ved en campingferie, herunder friheden til selv at bestemme antallet af pauser under køreturen og den skønne friske luft, som hele familien kan nyde på den dejlige campingplads, gør dog al besværet værd i den sidste ende. I forbindelse med campingferien kan du med fordel notere på en liste, hvad du og resten af familien vil få brug for i løbet af ferien. Herunder nævnes nogle af de ting, som du med fordel kan skrive på huskelisten.
Gode og praktiske campingmøbler
Noget af det campingudstyr, som du helt sikkert vil bruge dagligt på hele ferien, er behagelige og praktiske campingmøbler. Her skal du først og fremmest overveje, hvor stort et bord I vil få brug for, samt hvor meget plads der er i campingvognen eller traileren til de nye møbler. Vælg gerne nogle møbler, som nemt kan slås sammen. Det er især guld værd, hvis I har planer om at opholde jer på flere forskellige pladser i løbet af ferien. Det er også en fordel at vælge møbler i gode og slidstærke materialer, og som kan tåle diverse pletter. Overvej ligeledes, om I vil have campingstole med lav eller høj ryg, og om de skal kunne indstilles i flere positioner, så I har mulighed for at tage en god lur i skyggen.
Nødvendigt køkkenudstyr
Det handler om at have praktiske ting med sig, når man tager på campingferie. Derfor skal du også tænke på dette, når du vælger køkkenudstyr til campingferien. Vælg ikke alt for mange krus og tallerkner, hvis behovet ikke er der. Sørg blot for at tage det nødvendige antal med, idet alt for mange ting i campingvognen eller teltet blot vil skabe kaos. Derudover er det en god idé at vælge service i hård og kraftig plastik. Dette service henvender sig især til børnene, men forældrene vil også værdsætte det, når man spiser udenfor, og når opvasken skal transporteres hen til campingpladsens køkkenafdeling. Det er samtidig fint at have en enkelt pande, gryde og en række skåle med, så der er mulighed for at lave mange gode måltider af de spændende råvarer fra det udenlandske supermarked.
Grill og relevant tilbehør
Ingen campingferie uden en smart grill. Grillen er din bedste ven, når de lækre måltider skal laves på campingpladsen. En gasgrill er i den forbindelse et fremragende alternativ til trækulsgrillen. Gasgrillen er meget mere kompakt, hurtigere til at komme i gang, og så kan den tændes i forteltet uden at der er risiko for at brænde teltet ned eller få røgforgiftning. Til den nye gasgrill kan du desuden anskaffe dig et fint og praktisk grillsæt samt en god grillbørste, så grillen kan blive ren og pæn og klar til nye og lækre måltider.